Hvad er knoglemetastaser?
Kræftceller kan sprede sig fra den oprindelige kræftknude til andre steder i kroppen. Hvis kræftcellerne spreder sig til knoglerne, kalder man dem knoglemetastaser. Man kan få symptomer som smerter i knoglen, rygsmerter eller træthed.
Om knoglerne
Knoglerne beskytter kroppens indre organer. De gør det også muligt for musklerne at hæfte sig fast, så kroppen kan bevæge sig. Inde i knoglerne findes knoglemarven, som danner røde og hvide blodlegemer.
Knogler findes i mange former og størrelser. De er bygget, så de både er lette, stærke og robuste.
Næsten alle kræftsygdomme kan sprede sig til knoglerne. En undtagelse er kræft i blodet, for eksempel leukæmi. Knoglemetastaser stammer dog oftest fra brystkræft, lungekræft, prostatakræft, nyrekræft eller kræft i skjoldbruskkirtlen
Hvad er tegnene på knoglemetastaser?
Det første tegn på knoglemetastaser er ofte en dyb, dump og kontant smerte i den knogle, der er ramt. Smerterne kan for eksempel gøre det svært at sove eller bevæge sig. Nogle oplever også, at knoglen bliver øm og hævet.
Knoglemetastaser kan også påvirke kroppens normale funktioner. Symptomerne afhænger af, hvor i kroppen metastaserne sidder. Det kan for eksempel føre til blødninger, blodmangel, nedsat immunforsvar eller for meget kalk i blodet.
Det er vigtigt at gå til lægen, hvis man har haft kræft og får smerter i knoglerne, som varer mere end 2 uger. Dog er det også vigtigt at huske på, at man godt kan have smerter i knoglerne uden, at det er knoglemetastaser.
Hvorfor opstår knoglemetastaser?
Kræftceller kan sprede sig til andre dele af kroppen og vokse videre i andre organer. Cellerne spreder sig via lymfebanerne eller blodbanen.
En knoglemetastase er kræft, der har spredt sig fra en kræftsygdom et andet sted i kroppen. Når kræftsygdommen har spredt sig til knoglerne, kaldes det en knoglemetastase.
Knoglemetastaser består altså af den samme slags kræftceller, som den oprindelige kræftsygdom.
Hvis man har lungekræft, der har spredt sig til knoglerne, er det derfor lungekræftceller, der er i knoglerne.
Hvordan behandles knoglemetastaser?
Behandling af knoglemetastaser er den samme, som den man får mod kræftformen, som metastaserne stammer fra.
Man bliver derfor tilbudt behandling afhængig af den oprindelige kræftform. For eksempel kan man få antihormonel behandling mod metastaserne, hvis kræften opstod i prostata hos mænd eller i brystet hos kvinder.
Man kan også få kemoterapi, strålebehandling eller operation for at lindre og dæmpe smerterne.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft