Operation
Operation er den mest almindelige behandling af kræft i spytkirtlerne, hvor målet er at fjerne al kræften. Nogle gange skal der også fjernes lymfeknuder. Indlæggelsen afhænger af operationens omfang og kan vare et par dage eller en til to uger.
Operation af kræft i spytkirtlerne
For at sikre, at al kræften bliver fjernet under operationen, fjerner kirurgen også en kant at det væv, der ligger rundt om knuden.
Hvis kræften har spredt sig til de lymfeknuder, som ligger i nærheden af spytkirtlerne, bliver de også fjernet under operationen. Hvorvidt kræften har spredt sig, afhænger blandt andet af knudens størrelse og type af spytkirtelkræft.
Hvis det i sjældne tilfælde er nødvendigt, får man i forbindelse med operationen foretaget individuel rekonstruktion af det opererede område af en plastikkirurg.
For at undgå væskeansamling på halsen lægger kirurgen et dræn i såret, som bliver fjernet en eller to dage efter operationen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. For at mindske ubehag og smerter efter operationen får man ofte også lagt lokalbedøvelse.
Tiden efter operationen
I timerne og de første dage efter operationen kan du have smerter og synkebesvær alt efter, hvor omfattende operationen har været. Du vil altid få smertestillende medicin efter behov.
Der kan være hævelse omkring operationssåret i en uges tid. Det er almindeligt at have nedsat følesans i huden omkring operationsarret.
Ændringerne i følesansen varer adskillige måneder, og kan desværre ofte være en vedvarende ændring i følesansen. Nogle kan også opleve mundtørhed.
Ved operation af ørespytkirtlen kan nerven, der sørger for bevægelse af ansigtsmusklerne, blive påvirket. Påvirkningen kan være midlertidig, men kan også være blivende.
Det er forskelligt, hvor længe man er indlagt. Ved mindre operationer er det ofte kun et par dage, mens det ved større operationer kan være en til to uger. Efter en større operation kan ansigtet være hævet, men det aftager som regel i løbet af nogle uger.
Inden du afslutter behandlingen på sygehuset, bør du tale med lægen om, hvor ofte du skal komme til opfølgning. Du bør også få afklaret, om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.