Årsager til nyrebækken- og urinlederkræft
Rygning og kemoterapistoffet cyclophosfamid øger risikoen for at udvikle nyrebækken- og urinlederkræft. Den medfødte sygdom Lynch syndrom (arvelig tarmkræft) kan også have en betydning for risikoen for at udvikle nyrebækken- og urinlederkræft. Også bestemte former for kinesisk naturmedicin kan medføre kræft i nyrebækken og urinleder.
Rygning øger risikoen
Hvis du ryger, har du øget risiko for at få kræft i nyrerne, nyrebækkenet og urinlederne. Risikoen stiger med antallet af år, du har røget, og antallet af cigaretter, du har røget. Det skyldes, at de kræftfremkaldende stoffer fra tobak udskilles i urinen, og dermed passerer i nyrebækkenet og urinlederen.
Uanset hvor længe du har røget og uanset, hvor gammel du er, så vil det gavne dit helbred at blive røgfri. Læs mere:
Overvejer du at stoppe med at ryge?
Rygestop under en kræftsygdom
Tidligere kemoterapi og erhvervsforhold
Cyclophosphamid er et stof, der bruges i kemoterapi ved visse kræftsygdomme. Cyclophosphamid øger risikoen for at udvikle nyrebækken- og urinlederkræft.
Læs mere om kræftbehandling og kræft:
Kemikalier, erhverv og nyrebækken- og urinlederkræft
Der er ingen påvirkninger fra erhverv, kemikalier og miljø, der er dokumenteret som kræftfremkaldende eller under væsentlig mistanke for at føre til udvikling af kræft i nyrebækken- og urinledere. Det kan dog skyldes mangel på undersøgelser, da de påvirkninger, der er årsag til blærekræft, sandsynligvis også er årsag til kræft i nyrebækken og urinledere.
Læs mere om årsager til blærekræft:
Arvelige forhold
Kræft i nyrebækken og urinlederne kan ses, hvis man har Lynch syndrom, som er en arvelig tilstand, der øger risikoen for at udvikle kræft i tyk- eller endetarm og visse andre typer kræft. Lynch syndrom kaldes også hereditær non-polypose colorectal cancer (HNPCC).
Læs mere om arvelig kræft og rådgivning:
Kinesisk naturmedicin kan give nyrebækken- og urinlederkræft
Planter, der indeholder aristolochiasyrer, kan medføre kræft i nyrebækkenet og urinlederne. Aristolochiasyrer findes ofte i traditionel kinesisk medicin og markedsføres typisk som kosttilskud eller ’traditionel medicin’.
Aristolochiasyrer findes naturligt i mange planter af typen Aristolochia (slangerod) og i nogle planter af typen Asarum (hasselurt), som vokser over hele verden.
Læs mere (artiklen er på engelsk):
Ingen sammenhæng mellem livsstil og øget risiko
Der er ikke noget, som tyder på, at der en sammenhæng mellem kost, alkohol, fysisk aktivitet eller overvægt og risikoen for at udvikle kræft i nyrebækken- og urinleder.