Immunmodulerende behandlinger
Ved immunmodulation bliver kroppens immunsystem stimuleret. Lenalidomid og pomalidomid bremser udviklingen af kræftceller, samtidig med at det hjælper kroppens immunsystem med at angribe kræftcellerne.
Behandling af myelomatose med thalidomid
Det var et stort gennembrud, da man opdagede, at thalidomid er aktivt ved behandling af myelomatose. Det har ført til udvikling af en helt ny gruppe af stoffer - de såkaldt immunmodulerende lægemidler. Thalidomid blev for mange år siden berygtet for at fremkalde en verdensomspændende katastrofe, fordi stoffet medfører misdannelser, hvis gravide kvinder tager medicinen.
De nye immunmodulerende lægemidler, lenalidomid og pomalidomid, har en stærkere virkning på myelomatose end thalidomid og flere kan bedre tåle dem end thalidomid. Thalidomid kan ofte give føleforstyrrelser (nerveskade), som kan være permanente og giver dårligere livskvalitet. Derfor bør man ikke bruge det – eller kun i helt særlige tilfælde.
Alle lægemidlerne i den gruppe kan hos gravide give stor risiko for alvorlige misdannelser på fostret. De immunmodulerende stoffer giver også en større risiko for blodpropper, og man skal derfor have forebyggende blodfortyndende behandling samtidig (hjertemagnyl eller stærkere virkende lægemidler).
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Lenalidomid og pomalidomid er to lægemidler med thalidomidlignende virkning, der har samme eller bedre effekt med færre bivirkninger.
Lenalidomid er et effektivt immunmodulerende og celledræbende middel
Lenalidomid er et immunmodulerende og celledræbende middel, som har vist sig effektivt i behandlingen af myelomatose. Midlet skal bruges i kombination med binyrebarkhormon. Dette gælder dog ikke ved vedligeholdelsesbehandling, hvor lenalidomid bliver brugt til langtidsbehandling, efter at sygdommen er bragt i ro med autolog stamcelletransplantation.
Det er en kapselbehandling, som man får én gang i døgnet i tre uger, og derefter holder man én uges pause i en 4 ugers cyklus eller i kombination med bortezomib som RVD i en 3 ugers cyklus.
Behandlingen kan hæmme knoglemarven og føre til et lavt antal hvide blodceller. Sker det, kan man få stimuleret dannelsen af hvide blodceller med stoffet G-CSF og dermed minimere risikoen for at få infektioner. Der er større risiko for blodpropper i venerne i benene, og lægerne anbefaler derfor forebyggende behandling med f.eks. hjertemagnyl.
Lenalidomid minder om thalidomid og kan måske give risiko for alvorlige medfødte misdannelser hos fostret, hvis gravide tager lægemidlet.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Pomalidomid ved tilbagefald af sygdommen
Pomalidomid kan være en effektiv behandling mod myelomatose, hvis sygdommen ikke reagerer på eller udvikler sig efter behandling med lenalidomid. Du skal have fået mindst en tidligere behandlingslinie med lenalidomid for at blive behandlet med pomalidomid.
Pomalidomid bliver ligesom lenalidomid brugt i kombination med dexamethason.
Behandlingen er én kapsel om dagen og skal tages i behandlingsperioder på 4 uger. Medicinen skal tages på samme tidspunkt hver dag i de første 3 uger af perioden. Herefter er der 1 uge uden behandling. Dexamethason tages en gang om ugen. Pomalidomid kan også blive givet i kombination med bortezomib.
Behandlingen kan hæmme knoglemarven og føre til et lavt antal hvide blodceller. Hvis dette sker, kan du få stoffet G-CSF, som er et knoglemarvsstimulerende hormon, og risikoen for at få infektioner bliver mindre. Der er større risiko for blodpropper i venerne i benene, og lægerne anbefaler derfor forebyggende behandling med f.eks. hjertemagnyl.
Pomalidomid er beslægtet med thalidomid og kan måske give stor risiko for alvorlige medfødte misdannelser hos fostret, hvis gravide tager lægemidlet.