Opfølgning efter Hodgkin lymfom
Efter du er færdig med din behandling for Hodgkin lymfom, bliver du tilbudt at gå til regelmæssig opfølgning i 2-3 år. Formålet med opfølgningsbesøgene er at holde øje med tegn på, at kræften er vendt tilbage, at behandle senfølger og at sikre, at din livskvalitet er så god som mulig.
Hvordan foregår opfølgningen?
Opfølgningen kan bestå i fysisk fremmøde, video eller telefonkonsultation. I en del tilfælde vil der i forbindelse med en opfølgning skulle tages blodprøver.
Opfølgningsbesøgene foregår på den hæmatologiske afdeling, hvor du er blevet behandlet. Der er generelt få tilbagefald ved Hodgkin lymfom, og de fleste tilbagefald kommer indenfor de første år.
Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer, og du bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer, gener eller ændringer, så lægen kan tilbyde behandling eller lindring, hvis det er muligt.
Du vil blive scannet, hvis din læge vurderer, at der er behov for det.
Spørgsmål til lægen
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til at stille spørgsmål, tale om bekymringer og problemer med lægen. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen, og du kan også tage en pårørende med til samtalen.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen kan tilbyde behandling eller lindring, hvis det er muligt. Det kan også være symptomer, som skyldes gener, som er opstået efter behandlingen.
Hvis du har problemer, efter din behandling er afsluttet, kan lægen også give dig råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler og henvise dig til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Læs mere om bivirkninger og senfølger og hvad der kan gøres ved dem:
Få viden og gode råd om bl.a. kost, alternativ behandling og motion - som kan forbedre din livskvalitet:
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter behandlingen er afsluttet, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen.