Operation af bløddelssarkomer
Bløddelssarkomer, uanset type, behandles først og fremmest med operation. Ved nogle typer af bløddelssarkomer suppleres operation med kemoterapi.
Formål og planlægning af operationen
Formålet med operationen er at fjerne hele sarkomet sammen med en bræmme af rask væv. Afhængig af sarkomets størrelse og placering kan lægen (kirurgen) være nødt til at fjerne et stort område.
Operationen bliver planlagt meget nøje, så kirurgen så vidt muligt kan undgå at beskadige muskelfunktioner, blod- og nerveforsyning. En MR-scanning er bl.a. med til at vise, hvor blodkar og nerver ligger i forhold til sarkomet. På den måde bliver risikoen for alvorlige følgevirkninger mindre.
Forskellige specialkirurger deltager
For at opnå det bedst mulige resultat er det ofte nødvendigt, at operationen bliver udført af et team af kirurger fra flere specialer, f.eks. ortopædkirurger, plastikkirurger eller karkirurger. Operationen foregår på et af landets specialiserede sarkomcentre.
Efter at sarkomet er fjernet, er der ofte behov for en rekonstruktion og/eller plastikkirurgi af muskel og hud for at forsøge at genskabe både funktion og udseende. Læs mere:
Ved hjælp af en ny teknologi, er risikoen for at skulle opereres flere gange mindsket, og hermed kan patienten hurtigere starte på genoptræning.
Operation ved spredning
Hvis bløddelssarkomet har spredt sig, vil lægen som regel kun operere, hvis det kan lade sig gøre uden at give svære senfølger.
Tidligere måtte lægen ofte amputere ved store sarkomer. Men forbedret teknik og behandling har nedsat antallet af amputationer, og nu får under 10 pct. af alle med sarkom en amputation.
Amputation kan dog komme på tale trods spredning ved:
- Store sarkomer, der påvirker almentilstanden
- Sarkomer der er vokset ind i livsvigtige organer (nerver og pulsårer)
- Kræftknuder med store sår
Læs mere om amputation:
Supplerende kemoterapi efter operation
Ved operation af bløddelssarkom af typen rhabdomyosarkom får du desuden supplerende kemoterapi efter operationen (adjuverende kemoterapi).
Rhabdomyosarkom er nemlig særlig følsom over for kemoterapi. Sygdommens prognose er forbedret betydeligt ved brugen af intensiv kemoterapi i forbindelse med operationen.
Ved nogle andre typer bløddelssarkom f.eks. synovialt sarkom kan kemoterapi også komme på tale enten før eller efter operation. Om du skal have kemoterapi afhænger af sarkomets størrelse, undertypen af sarkom, om det er muligt at operere, din alder og dit helbred.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Vi tilbyder også forskellige arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter, hvor du kan møde andre.
Find en rådgivning nær digMød andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
Cancerforum