Hvad er kræft i binyremarven?
Kræft i binyremarven kaldes også ondartet fæokomocytom. Det er en meget sjælden kræftsygdom, der opstår i de celler i binyremarven, som danner hormonerne adrenalin og noradrenalin. Årsagen er ukendt, og behandlingen er operation. Sygdommen opstår som regel i 40-50-års alderen.
Hvad er binyrerne?
Binyrerne er to kirtler, der sidder ovenpå nyrerne i begge sider i kroppen. Binyrerne består af en ydre del, som kaldes binyrebarken og en indre del, som kaldes binyremarven, som begge producerer flere nødvendige hormoner, der blandt andet kontrollerer pulsen, blodtrykket og andre vigtige funktioner i kroppen.
Binyremarvens kromaffine celler danner stresshormonerne adrenalin og noradrenalin (såkaldte katekolaminerne), som er med til at gøre kroppen klar til kamp eller flugt.
Man får man sjældent kræft i begge binyrer, og oftest kun i den ene side.
Hvad er tegnene på kræft i binyremarven?
Ved kræft i binyremarven opstår der en overproduktion af stresshormoner, som medfører anfald med hjertebanken, hovedpine, følelse af uro.
Denne overproduktion af hormonerne:
- Får hjertet til at slå hurtigere
- Medfører at man sveder
- Øger blodtilførslen til vitale organer
- Nedsætter fordøjelseshastigheden
- Udvider pupillerne
En knude i binyremarven kan enten være 'fungerende', hvis den danner mere hormon end normalt, eller den kan være 'ikke-fungerende', hvis den ikke laver mere hormon end normalt / den stopper helt med at producerer hormoner. Hormonerne produceret af de 'fungerende knuder' kan være symptomer på kræft, men optræder også ved fungerende godartede tumorer i binyremarven.
Hvorfor opstår binyremarvkræft?
Man ved i de fleste tilfælde ikke, hvorfor kræft i binyremarven opstår, men hos op mod mindst 30 % af tilfældene er sygdommen arvelig. Kræft i binyremarven opstår ofte før 40 års alderen.
Sygdommen i tal
I Danmark fik gennemsnitligt mindre end 3 personer årligt konstateret binyremarvkræft i perioden 2021-2023.
Kræft i binyremarven er en meget sjælden kræftsygdom.
Hvordan behandles binyremarvkræft?
Diagnosen stilles ved at undersøge en blodprøve for nedbrydningsprodukter af adrenalin og noradrenalin og ved at scanne bughulen.
Behandlingen er operation, hvor kirurgen vil fjerne den syge binyre. Operationen foretages enten som kikkertoperation eller som åben operation, alt efter hvor stor tumoren er.
I nogle uger før operationen får man blodtrykssænkende medicin for at forebygge for højt blodtryk under operationen .
Hvad sker der efter behandlingen?
Efter behandlingen er afsluttet vil man blive tilbudt at gå til kontrol. Ved kontrolbesøgene får man kontrolleret blodtryk og får undersøgt eventuelle symptomer. Man får også taget en blodprøve, der måler nedbrydningsprodukter til adrenalin og noradrenalin for at undersøge, om sygdommen er vendt tilbage. Billeddiagnostik med scanninger kan også komme på tale.
Det er ved kontrolbesøgene en god ide at fortælle lægen om eventuelle symptomer og at dele sine spørgsmål og bekymringer.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft